Gravid - alkoholproblemer / alkoholmisbrug

Gravid - alkoholproblemer / alkoholmisbrug

De gravides alkoholvaner

Hovedparten af de gravide reducerer deres forbrug af alkohol kraftigt eller stopper helt, når de finder ud af, at de er gravide. Men tre ud af fire gravide er ikke helt afholdende.

De fleste danskere drikker alkohol, og for en del tager forbruget overhånd. Omkring halvdelen af alle danskere har en ven eller et familiemedlem med alkoholproblemer.

I en almindelig lægepraksis med 1.300 patienter vil der i gennemsnit være 225 patienter med et storforbrug af alkohol, 150 med et skadeligt forbrug og 40 patienter som har udviklet alkoholmisbrug.

Kun en mindre del af danskerne med alkoholproblemer har kontakt til alkoholbehandling.

Gravide kvinder og alkohol

En procent af de gravide drikker mere end seks genstande hver uge i graviditeten, og tre til fire procent drikker sig berusede mindst en gang efter, af de er blevet klar over, at de er gravide.

Det er sjældent, at gravide henvender sig for at få hjælp til at kontrollere deres alkoholproblemer. Alligevel fortæller knap en ud af tre kvinder med børn som er i alkoholbehandling, at de allerede havde alkoholproblemer, før de fik børn.

Spørg til alkohol

Det er vigtigt, at man som fagperson spørger til gravide kvinders alkoholvaner.

Nogle gravide har brug for hjælp til at ændre alkoholvaner. Den mulighed åbner du op for, når du spørger ind til de faktiske forhold omkring hendes alkoholvaner. Det kan være, hun blot har brug for information eller rådgivning, eller måske har hun brug for en egentlig alkoholbehandling.

Måske har du urealistiske forventninger til dig selv om, hvad der skal komme ud af at spørge til hendes alkoholvaner. En kvinde som har brug for hjælp til at ændre sine drikkevaner under graviditeten, ændrer ikke nødvendigvis adfærd, blot fordi du har talt med hende om alkohol én gang. Helt sikkert er det dog, at du er med til at så et frø.

Undgå løftede pegefingre og undgå at stille et enkelt lukket spørgsmål som ”Drikker du alkohol?”. Det besvares alt for let af den gravide med et ”Nej” og inviterer ikke til en uddybning af hendes alkoholvaner.

Når du spørger til en gravid kvindes alkoholvaner, er det langt bedre at være undersøgende og prøve på interesseret at forstå, hvordan hun ser på alkohol i graviditeten. Derfor er det bedre at stille åbne udforskende spørgsmål.

Du kan for eksempel spørge til den gravides alkoholvaner sådan her:

  • Vil det være okay med dig, at vi taler lidt om alkohol og graviditet?
  • Hvordan ser dine alkoholvaner ud, nu du er gravid?
  • Hvordan kunne du tænke dig, det skal se ud nu, hvor du er gravid?
  • Hvad ved du om, hvordan alkohol påvirker dit ufødte barn?
  • Er det okay, at jeg fortæller dig lidt om det?

Alkohol og fosterskader

Alkohol er suverænt det farligste rusmiddel set fra dit ufødte barns perspektiv – langt mere skadeligt end både hash, heroin, kokain, ecstasy og cigaretter.

Det skyldes, at alkohol er et opløsningsmiddel som kan give organskader og hjerneskader.

Alkoholskader er kroniske, de kan ikke helbredes.

En genstand om dagen i graviditeten kan skade barnet. Det er ligegyldigt om du drikker øl, vin eller spiritus. Alle typer af alkohol er lige skadelige for barnet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at holde sig helt fra alkohol under graviditeten.

Husk på, at det aldrig er for sent i graviditeten at ændre alkoholvaner. Ligegyldigt hvor længe og hvor meget du har drukket, vil barnet opnå en positiv gevinst ved, at du holder op.

Hanne, 32 år

Både min læge og jordemoder har spurgt, om jeg drak. Jeg synes, det er helt naturligt, at de spørger til det. Men min dårlige samvittighed fik mig til at benægte. Nej, det er der ikke noget om, svarede jeg. Så spurgte de ikke om mere, men skyndte sig i stedet videre til det næste emne.

Vores venner vidste, at jeg havde det svært. Måske er det derfor, de ikke blandede sig, når vi sad sammen og drak. De vidste godt, jeg var gravid. Jeg har også nogle gange siddet på værtshus og drukket, da jeg var højgravid. De gange har der været nogle, som er kommet med kommentarer. Det har været ubehageligt, for jeg har jo godt vidst, at det ikke var godt.

Jeg tror ikke, det er en god ide at drikke hver dag, men jeg tror altså ikke, det skader at drikke lidt. Jeg tror, det har noget med ens livsførelse at gøre. Hvilken form for næring man indtager. Om man for eksempel tager en vitaminpille. Hvis man gør det, så tror jeg ikke, at alkohol er så skadeligt. Det tror jeg ikke.

Jeg mener klart, at der er værre tilfælde end mit. Mine børn har ikke manglet noget. De har fået både rent tøj, bad, mad og kærlighed. Der er andre, som måske er narkomaner eller spiser piller. Det, synes jeg, er ti gange værre for barnet.

Hvis du spørger mig, er Sundhedsstyrelsens anbefaling lidt overdreven. Man skal selvfølgelig ikke drikke, det ved jeg godt. Det har jeg jo heller ikke gjort hele tiden. Hvis jeg bliver gravid igen, ville jeg nok heller ikke drikke.

Lotte, 30 år

Jeg har tidligere været misbruger af hurtige stoffer. Derfor er jeg blevet fulgt tæt under min graviditet, selv om jeg var stoppet, før jeg blev gravid. Jeg blev ikke spurgt til mit alkoholforbrug, selv om jeg kom til kontrol en til to gange i ugen på grund af for højt blodtryk, og fordi mit barn ikke voksede, som han skulle. Jeg kan huske, de spurgte til cigaretter, og at jeg løj om, hvor meget jeg røg. Jeg synes, at de forskellige fagpersoner, som har været involveret i min graviditet, har været optaget af alt mulig andet end alkohol.

Jeg synes, det er blevet lidt hysterisk, at man slet ikke må drikke. Jeg har mest drukket lidt, når de andre har siddet og drukket. Jeg drak kun øl, da jeg var gravid og sådan mellem en og tre øl på en dag. Jeg har aldrig syntes, at jeg har haft alkoholproblemer. Det har været de hurtige stoffer, der var problemet. Hvis du spørger mig, så synes jeg altså ikke, man drikker, hvis man drikker en eller to genstande om dagen.

Når man er gravid, er det okay at drikke lidt i ny og næ. Hvis man er til en familiefest, så må det være i orden over en lang aften at drikke både velkomstdrink, hvidvin, rødvin og dessertvin. Man behøver jo ikke tage mere end en af hver. Selv om man er gravid, kan man godt hygge sig. Det behøver jo ikke blive til ti genstande eller mere, men jeg synes stadig, det er okay at hygge sig og være med sammen med de andre. Hvis jeg blev gravid igen, så ville jeg ikke helt lade være med at drikke.

Maria, 28 år

Jeg er gravid med mit første barn. Jeg har snakket med min jordemoder om alkohol, men egentlig mest på den måde at hun har informeret mig om, at det er i orden at tage et enkelt glas, hvis man er i byen eller får lyst. Men ellers er det usundt at drikke for meget. Hun spurgte ikke om, hvor meget jeg drak og har ikke fortalt om Sundhedsstyrelsens anbefaling. Min læge har ikke spurgte til noget som helst omkring alkohol. Jeg synes nu, at det er helt naturligt, hvis de spørger.

Jeg har valgt ikke at drikke under min graviditet, men jeg kender ikke anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen.

Når jeg er sammen med mine svigerforældre eller min søster som er en del ældre end mig, så kan de godt sige, at jeg skal slappe af. Det er ikke sådan, at de opfordrer mig til at drikke. Det er mere på den måde, at de griner og spørger hinanden ”Kan du ikke huske, at du drak pænt meget, dengang du var gravid”. Jeg føler virkelig, jeg skal forklare og forsvare mine egne valg. Det kan jeg godt synes er lidt træls.

Maja, 20 år

Jeg er blevet alene med min søn. Vores forhold kunne ikke holde til et barn, men min eks-kæreste besøger ham ind i mellem. Vores søn er et halvt år nu.

Da jeg var oppe ved lægen, spurgte han både til cigaretterne og til alkohol. Han var mest optaget af, at jeg røg. Det syntes han var en rigtig dårlig idé. I forhold til alkohol, så anbefalede han mig at drikke et glas rødvin om dagen. Han sagde, det var godt for blodprocenten, selv om den ikke var lav. Jeg fortalte ham, at jeg ikke bryder mig om vin, men han syntes nu, det ville være godt alligevel. Jeg prøvede at skjule smagen ved at drikke glögg, men jeg kunne ikke få det ned.

Jeg er lidt splittet, når det kommer til spørgsmålet, om man bør holde sig helt fra alkohol i graviditeten. På den ene side tænker jeg, at det ikke kan være sundt. På den anden side så har jeg jo set mange der har drukket en del, også mens de var gravide. Der er jo mange i min familie som har alkoholproblemer. Og deres børn ser jo ikke ud til at de har taget skade.

Nina ønsker åbenhed om FAS

”Jeg fortæller gerne om, at jeg har Føtalt alkoholsyndrom(FAS), men mange fagfolk ved ikke rigtig, hvad det indebærer”. Nina på 31 år har en medfødt alkoholrelateret skade og er optaget af at skabe mere åbenhed om FAS.

Nina kom i familiepleje, da hun var to år. Hendes biologiske mor var alkoholiker - eller alkoholist - som Nina siger. Nina bor i dag alene sammen med sin 5 årige søn. ”Jeg klarer mig godt, men jeg er selvfølgelig afhængig af at få megen støtte og hjælp”, fortæller hun.

Hun har ingen nær familie omkring sig, men har kontakt med den plejefamilie, hun er vokset op hos. Efter at hun har arbejdet nogle år som social- og sundhedshjælper, er hun nu på førtidspension. 
Hun ved ret meget om alkoholrelaterede fosterskader. Hun har læst meget om det og er aktiv i en FAS-forening.

Det er hårdt, når eksperterne sætter ord på mit handicap

”Det er hårdt for mig at høre eksperterne sætte ord på mit handicap. Samtidig er det vigtigt også at få frem, at det ikke er alt der er håbløst og vanskeligt, selv om man har FAS. Jeg klarer mig faktisk rimelig godt på trods af mine funktionshæmninger, og de udfordringer som de medfører. Der er altså store variationer i skaderne, og vi som har FAS er lige så forskellige som alle andre”, fortæller Nina.

Det passede på mit liv

Hun har været alene med sin søn, siden han blev født for 5 år siden.
”Det er klart, at de fagfolk i hjælpeapparatet som var omkring mig var bekymrede, da jeg blev gravid. Efter at min søn blev født, blev der taget initiativ til at få mig udredt. Det var første gang, jeg hørte fagfolk bruge ordet FAS. Jeg havde selv læst om FAS, da jeg var yngre, og dengang tænkte jeg, at det jeg læste, passede meget godt på mig og mit liv”. Nina blev undersøgt, og efter nogle måneder lød konklusionen, at hun højst sandsynlig har en FAS skade. Hun har ud over de mere skjulte skader på centralnervesystemet også en hjertefejl, og hun mangler nogle af leddene på et par af fingrene. Hun har også problemer med sine fødder og med hofterne. Desuden døjer hun med en dårlig balance og med koordinationen. Hun fortæller, at hun, dengang hun var yngre, havde nogle rigtig svære år med psykiske problemer.

Med hjælp går det

Nina har modtaget hjælp fra forskellige hjælpeinstanser. Blandt andet fra voksenhandicapafdelingen, kommunens familieafdeling og fra psykiatrien. 
I dag går hun til psykolog. Desuden er hun tilknyttet en støttekontaktordning, og hendes søn har en aflastningsfamilie, han bor hos indimellem. Hun får også hjælp til rengøring og til at få styr på alt papirarbejdet.
”Det der med tal og matematik er jo vanskeligt for os, som har en alkoholrelateret skade, og det kan også være vanskeligt at holde orden på alle aftaler og få noget struktur ind i hverdagen. Så det er nødvendigt for mig, som jo bor alene og har ansvar for et barn, at jeg får hjælp til det”, siger Nina.

Hun fortæller videre med varme i stemmen om sin søn, som hun bruger meget tid på at lege og være sammen med.

Artiklen er skrevet af Hilde Evensen Holm, Borgestadklinikken, Norge og er redigeret af Gravidprojektet.

Nina bor i Norge og har valgt at være anonym. Gravidprojektet er bekendt med hendes rigtige navn.

Kopi fra http://gravidprojektet.foundry.aarhuskommune.dk/