Historisk mange i alkohol-afvænning

Historisk mange i alkohol-afvænning

Det antal danskere, der modtager behandling for alkoholmisbrug, har aldrig været højere. Den melding lyder nu over hele linjen i det danske alkohol-behandlingssystem, skriver metroXpress.

Blandt landets 10 største behandlingscentre opleves et stigende antal personer, der lader sig indlægge, og centrene har stort set været fuldt belagt hele 2008. Nogle steder har det været nødvendigt at oprette ventelister.

Også i den ambulante behandling er der tale om markante stigninger. En rundringning, som metroXpress har foretaget, peger på, at der i dag er 20 procent flere, der lader sig behandle end for bare fem år siden.

Der er flere og flere, som bliver behandlet for alkoholmisbrug i dag. Sammenlignet med tidligere, er der kommet langt mere åbenhed omkring det at have et alkoholproblem og det at snakke om det, siger Anette Søgaard Nielsen, centerleder ved Alkoholbehandlingen Odense,

Hos de ambulante behandlingssteder mener man, at de mange nye i afvænning, skyldes den lave arbejdsløshed. -

Når folk er i arbejde, bliver de mere motiverede til at gå i behandling, så de kan beholde deres job, siger Stig Astor Paulsen, Alkoholbehandling Fyn.

Præcist hvor mange der er i behandling, findes der ikke noget tal på.

Vi har et gammelt tal, som viser, at lidt over 6.000 er i behandling, men det er langtfra dækkende. Mange går til lægen og får tabletter uden nogensinde at gå igennem behandlingssystemet, siger Else Smith, chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrrelsen til metroXpress.

Og antallet af alkoholikere, som runder lægen for at få tabletter mod misbruget, er steget væsentligt inden for de seneste år, vurderer læge Anders Beich fra Forskningsenheden for Almen Praksis.

Ingen ved præcis hvor mange, der bliver behandlet for alkoholmisbrug hos deres egen læge. Men jeg har aldrig arbejdet noget sted, hvor der ikke var mindst en håndfuld i behandling.

Kopi fra bt.dk